Udstyr

Udstyret alene tager ikke gode billeder. Det vigtigste er, at vide noget om sommerfuglenes adfærd så man kan udnytte udstyrets muligheder optimalt.

Men når det er sagt, så er det, naturligvis, også et spørgsmål om at have udstyr som kan hjælpe med at løse opgaven.

De fleste starter med at spørge, hvilket udstyr de skal købe, hvis de vil fotografere insekter. Men med kvaliteten af moderne digitalkameraer har man ofte allerede noget, der sagtens kan bruges.

Makroområdet, som ofte er en af indstillingsmulighederne på kameraets automatik, som regel markeret med en blomst, er et godt sted at starte. Prøv dig frem med forskellige indstillinger, og spørg gerne i de forum'er på nettet, hvor andre med samme interesse mødes. Find ud af, hvor dit kameras nærgrænse ligger og om det er tilstrækkeligt for dig.

Det vigtigste i starten er, at indkredse netop de motiver som DU gerne vil arbejde med. Der er stor forskel på at fotografere akvariefisk og sommerfugle og først når du kender dine behov bør du begynde at overveje mere specialiseret udstyr.

Kameraet

Nikon, Canon, Leica, Hasselblad eller...? Tja, jeg har prøvet dem allesammen, og når hver gang til samme konklusion: Det er MIG der skal lave gode billeder. Det ansvar kan jeg ikke overlade til et kamera som ikke ved, hvad en sommerfugl, eller for den sags skyld et hvilket som helst andet motiv, er.

Jeg vælger kamera ud fra både tekniske og personlige krav, og idag er det Nikon D200 der passer til mit behov. Det er et kamera jeg føler mig fortrolig med. Der er flere kameraer på markedet som kan leve op til de tekniske krav jeg stiller, men personlige krav, som fx. grebet, vægten, formen, fornemmelsen og håndteringen, behøver man ikke nødvendigvis kunne forklare, så det er vigtigt at vælge noget man kan lide at have i hånden.

Man kan meget nemt lade sig rive med af angsten for at vælge forkert. Men det er en rigtig god idé at huske de gode billeder man har set andre tage med samme kamera, og så minde sig selv om, at det nok mere er et spørgsmål om at lære sit udstyr at kende, hvis det ikke går perfekt i starten.

I den analoge tid var kameraet kun et stykke mekanik hvis eneste opgave var at være pålideligt, lystæt og ikke for tungt. Når man havde valgt sit objektiv var der derfor ikke andet at gøre end, fra samme producent, at vælge det kamera man arbejdede bedst med.

Idag ligger mange af beslutningerne også i kameraet. Opløsning, software, strømforbrug, stabilitet og meget andet er vigtige detaljer som påvirker det endelige billede i langt højere grad end filmkameraet gjorde.

Opløsningen er vigtig - men ikke afgørende. Nogle professionelle kameraer har fx. lavere opløsning end de semi-professionelle kameraer. Det skyldes, at man har valgt at prioritere andre egenskaber højere, såsom robusthed, hurtighed og pålidelighed. Dermed ikke sagt, at opløsningen (hvor mange millioner pixels...) ikke har noget at sige, men antallet af pixels er i langt højere grad et konkurrencepunkt på amatørmarkedet end i professionelle kredse. Ønsker man både høj opløsning og prof. kvalitet findes det selvfølgelig også, men så er prisen også derefter.

Kunne jeg selv designe et kamera idag, ville det afgjort blive en meget skrabet model i forhold til de kameraer, der er på markedet. Jeg foretrækker kameraer, hvor jeg ikke hele tiden skal slå et eller andet blinkende program fra. Dette er ikke en gammeldags holdning, som man måske skulle tro. Det er mere et resultat af mange års erfaring. Hver gang man får indarbejdet forståelsen for en funktion, vil man gerne selv styre den. Eksponeringskompensation er fx. en udmærket ting ved modlysoptagelser, men jeg vil gerne selv styre hvor meget og hvornår. Og når man arbejder med insekter i bevægelse, med solglimt i forskellige vinkler, på mørkegrønne baggrunde, så vil ethvert automatisk program få lysmåleren til at hoppe frem og tilbage. Logisk set forholder det sig dog meget enklere - lyset er som regel næsten konstant, så din eksponering bør også være det.

Men okay, de fleste kameraer har en automatik som jeg bruger, når jeg ikke lige ved, hvad det næste billede bliver. Det er indstillingen, hvor man selv vælger lukkertid og kameraet vælger blænden. Ved denne indstilling ved jeg, at min lukkertid, som trods alt er vigtigere end dybdeskarpheden, er konstant.

 

Objektiverne

I den analoge tidsalder (film) var de vigtigste dele af fotoudstyret objektivet og filmen. Objektivet fordi kvaliteten her afgjorde om billederne kunne blive skarpe eller ej. Filmen fordi den afgjorde en lang række af alle de tekniske detaljer omkring opløsning, korn, farvegengivelse, kontrast osv.

De fleste objektiver kan anvendes til sommerfugle. De lange brændvidder, telerne, kan kombineres med mellemringe, så deres nærgrænse egner sig til sommerfugle, og de korte brændvidder, vidvinklerne, er ofte født med et udmærket nærområde. Den bedste kombination er en smagssag og personligt arbejder jeg i dag med flere objektiver - afhængigt af situation og motiv. De objektiver jeg bruger idag ligger i området fra 18mm til 105mm.

En misforståelse...

En udbredt misforståelse blandt nybegyndere er, at man SKAL bruge lange brændvidder, altså helst over de 100mm for at kunne komme tæt nok på sommerfuglene. Generelt set er det selvfølgelig ikke korrekt, og opfattelsen må formodes at komme fra nogen der ikke selv har beskæftiget sig med insekt-fotografering. Problemet er ikke at komme fysisk tæt på dyrene, men i højere grad et spørgsmål om, hvor meget man synes sommerfuglen skal fylde på billedet. De små sommerfugle, fx. blåfuglene og busksommerfuglene, fylder selvsagt ikke meget, når man bruger vidvinkel på 25cm's afstand.

At bruge de lange makro-brændvidder medfører især problemer for ikke-øvede fotografer. Skarphedsdybden er forsvindende lille, også uanset, hvor skarpt objektivet ellers kan tegne. Lukkertiderne skal være meget korte for at undgå rystelser, hvis man ikke er endog meget øvet, og man er i langt højere grad afhængig af at komme vinkelret på dyrene for at få mest muligt skarpt. Min anbefaling er at begynde i området fra 50-105mm makroobjektiver, med mindre man på forhånd har meget velovervejede grunde til at bruge de længere brændvidder.

Mange af mine billeder er taget med vidvinkel på 20/21mm, på afstande fra 20-30cm, altså i den helt anden ende af skalaen, så det ville da være rart om man med tiden kunne få fjernet den fejlagtige opfattelse af, at man absolut skal have en lang brændvidde. Så er det sagt! :-)

Eksemplets magt er stor. Så her er et par billeder taget med henholdsvis Sigma's 20mm vidvinkel, på Nikon D200, og Leitz Super-angulon 21mm, på Leica R-6.2 (dias), og der er IKKE lavet udsnit, kun beskæring i top og bund af hensyn til mit yndlingsformat:

 

Admiralen, Vanessa atalanta,på besøg i æbletræet. Sigma 20mm.

 

Det hvide C , Polygonia c-album , på kork-elm. Sigma 20mm.

 

iris hunnen , Apatura iris ,på eg. Leitz Super Angulon 21mm.

 

Som vist er det altså ikke alle arter som lader sig skræmme væk, selvom man kun er 20cm fra dem. De lange brændvidder har deres berettigelse i mange andre situationer, og argumentet med arbejdsafstanden vil jeg gerne godtage, hvis det handler om arter som er vanskelige at komme tæt på. Det kan fx. være moseperlemorsommerfuglen som ofte flyver, hvor højmosen er allermest sumpet, eller ved fotografering af fx. guldsmede, som er noget mere sky end sommerfugle.

 

Her kom jeg for en gangs skyld tæt på en blå mosaikguldsmed, Aeshna cyanea, i et slåenkrat. Men her må jeg også indrømme, at den ekstra dybde, man får fra vidvinklen, ødelægger fornemmelsen af guldsmedens vinger. Sigma 20mm.

 

Det finmaskede net i guldsmedens vinger kommer mere til sin ret, når baggrunden holdes meget uskarp. Hertil kræves minimum 60mm og gerne mere. Til gengæld er det vigtigt at komme så vinkelret på vingerne som muligt, for at holde dem skarpe. En ikke-udfarvet han af blå libel, Libella depressa. Mikro-Nikkor 105mm.

 

Men ved sommerfugle mener jeg primært man bør vælge brændvidde efter hvilken type billeder man vil tage, og her tænker jeg mere på baggrundsskarphed (også kaldet "bokeh" mange steder), dybdeskarphed etc., og så tage problemerne med at snige sig ind på dyrene som de kommer.

 

Valg af udstyr

Sommerfugle må siges at være det der kaldes nærområdet. Vi kan vælge at bruge mellemringe til de objektiver vi allerede har, eller vi kan vælge at investere i egentlige makro-objektiver. Jeg siger med vilje "investere" fordi der er tale om specielt korrigerede objektiver som følgeligt også er dyrere. Derfor vil jeg også råde nybegynderen til at starte med en mellemring, eller et af de mere almindelige zoom-objektiver med et såkaldt "makro-område". Her finder man hurtigt ud af, om det er noget man vil lege videre med, eller om det bare "var sjovt at prøve".

For den seriøse natur/sommerfuglefotograf kan kvaliteten ikke blive god nok. Personligt har jeg i årenes løb testet, og fotograferet aktivt med, makro-objektiver fra Nikon, Canon og Leica, og i film-æraen havde de hver især perler som gjorde det svært at vælge. I dag foretrækker jeg som sagt Nikon fordi de laver velegnede sommerfugle-objektiver i høj kvalitet i alle brændviddeområderne. Endnu vigtigere for mig er også, at jeg ikke bryder mig om autofokus, og Nikon har lavet flere gode manuelle objektiver som stadig er nemme at få fat i.

Blandt de "uoriginale" objektiver tegner der sig efterhånden også et billede af nogle meget gode, og ikke mindst prisbillige, alternativer. Men da der jævnligt verserer beretninger om problemer med kompatibilitet, dataoverførsel og især robusthed, vil jeg anbefale, at man ser, og spørger, sig godt for, inden man bevæger sig uden for det mærke man allerede har. Især med moderne objektiver, der indeholder elektronik, ligesom kameraet, kan det være vigtigt at sikre sig, at tingene kan arbejde sammen.

Flash og stativer

Jeg bliver ofte spurgt om jeg bruger stativ og ringflash. Jeg bruger ingen af delene til selve sommerfuglene. Selv den sløveste sommerfugl er væk inden jeg får løst og spændt alle grebene på et stativ, og desuden vil det være til mere besvær end gavn i buskadset. Hvad angår flash har jeg prøvet lidt af hvert, men intet kan måle sig med naturens eget lys, og jeg har i årenes løb set så mange ensartede billeder, taget med ringflash eller fill-inflash, at jeg har valgt at løse problemerne på en anden måde. Når der alligevel er mange der vælger denne løsning er det sikkert fordi, at det er den løsning fotohandlerne først tænker på, når de bliver spurgt om makrofotografering. Til æg, larver og pupper er det også en nem løsning: Masser af lys, god dybdeskarphed og klare farver, hele vejen rundt. Men det er og bliver også fladt og kunstigt, i hvert fald i forhold til det naturlige lys.

 

Larven af Gulhale, Thecla betulae, på slåen. I dens naturlige omgivelser og lys virker den uskarpe baggrund dejlig rolig og giver billedet harmoni.

 

Larven af det hvide W, Satyrium w-album, på elm, fotograferet med blitz. Resultatet er såmænd udmærket, især som "registreringsfoto", men den sorte baggrund skaber det kunstige look som virker mere klinisk.

 

 

I felten er stativet en god idé til billederne af sommerfuglenes levesteder, biotoperne, især hvis man gerne vil bruge lav ISO og langsomme lukkertider for at opnå god dybdeskarphed med de høje blændetal. Man skal bare huske, at jo længere man går, jo tungere bliver stativet at slæbe på. Et godt råd er derfor at lade stativet blive i bilen, med mindre man er sikker på st få brug for det.

 

Bælgfotografering

Et enkelt område, hvor flash for det meste er nødvendigt, på godt og ondt, er ved bælgfotografering. Netop denne niche af insektfotografiet har sine helt egne spilleregler, og det er ikke noget jeg vil anbefale nogen at begynde på, med mindre man er endog meget interesseret i, og har god tid til, at arbejde med emnet.

Det er en ganske betagende og fascinerende verden der møder en, når man kaster sig ud i mikro- og bælgfotografering. De allermindste ting får liv og viser sig at være imponerende konstruktioner. Sommerfugleæg, som jeg selv arbejder med, er imponerende bygningsværker, med former som alt fra rokokkopuder til majskolber.

Desværre er det også her, at udstyret bliver rigtig dyrt, og sluger rigtig meget tid. Til gengæld er det blevet væsentligt nemmere at kontrollere sit eget arbejde med det samme fordi man ikke skal vente på, at filmen bliver fremkaldt.

Se evt. mere i kapitel 9 "Ekstra".

 

Tilbage til kapitel 1

Til
"Sommerfuglefotografering i naturen"

Videre til kapitel 3

 

 

Kent Bovin

 

Alle fotos og tekst er copyright Kent Bovin og må ikke benyttes i andre sammenhænge uden Kent Bovins skriftlige tilladelse.